Hella Joof om alder, panik og søpindsvineragout

A: Alderdom

Hella Joof er, med sine nu 62 år, en kvinde i sin bedste alder. For hende er alderdom ikke en negativt ladet ting, men snarere et positivt ståsted: ”Psykisk er det en stor glæde at være ældre, altså, det er sådan en fornøjelse. Jeg er et meget gladere menneske, end da jeg var 20 år. Jeg går og blærer mig med, at jeg bliver 62. Jeg har ikke nogen problemer overhovedet med at blive ældre.”

Hella, der stadig turnerer Danmark tynd med foredrag og oplæsninger, understreger dog, at det fysiske aspekt af alderdommen begynder at kunne mærkes, når hun springer rundt, råber og underholder med hele kroppen på scenen. Hendes krop er ikke længere 25 år, og det har hun fundet ro med, for alderen har givet hende så meget andet godt tilbage.

En af de dejlige aspekter ved at blive gammel er, ifølge Hella, at man ikke tager tingene så tungt, fordi man har prøvet det meste før – og hvis det ikke går, så går det ikke. Og så går det jo nok alligevel, som hun siger. At erfaringen spiller positivt ind, oplever hun blandt andet, når hun skal holde foredrag: ”Første gang jeg skulle holde foredrag, kunne jeg ikke sove i en hel uge op til, og jeg var dødsens ræd. Det er jeg ikke mere, for nu har jeg lidt mere erfaring på rygraden.”

Hun ser dog på fremtiden med en vis tragikomisk dysterhed, når det kommer til alderdom: ”Jeg betragter mig selv som en kæmpe ressource, der betaler så mange penge i skat. Men vi ved jo godt, at os gamle mennesker, vi kommer ikke på plejehjem, når vi er ældre, fordi det jo er sparet væk.

Vi bliver bare kørt ud på en mose i vores kørestol, og så kan vi sidde der og spiser noget andemad og alt det gamle brød, børnehavebørnene kaster til ænderne,” og det sker ifølge Hella, fordi det mellemmenneskelige samvær svinder ind: ”Når vi ikke har relationer til hinanden, så glemmer vi, at gamle mennesker er nogens mor, nogens mormor, nogens kone og nogens søster. Altså, at vi skal behandle hinanden med medmenneskelighed.”

Du kan læse mere om Hellas tanker om relationer under R.

”Det sidste, der sker, inden jeg dør, det er, at jeg slår en høj latter op, og så hopper jeg over på den anden side.”

H: Humor

Når man nævner Hella Joof, er det næsten umuligt ikke også at nævne humor. Med hendes baggrund i Lex & Klatten, Det Brune Punktum samt de adskillige komedier, hun har instrueret, er det ikke overraskende, at humoren er hendes tro følgesvend: ”Det sidste, der sker, inden jeg dør, det er, at jeg slår en høj latter op, og så hopper jeg over på den anden side.”

Ifølge Hella er der en klar generationsforskel, når det kommer til humor og folks måde at håndtere problemer eller se verden på: ”Min generation griner af alting, det er jo vores måde at reagere på, for ellers var vi druknet i vores egne tårer. Ja ja, det hele er ved at brænde ned om ørerne på os, men nu åbner vi en flaske vin, og så griner vi lidt sammen.

Jeg kan godt mærke, at unge mennesker tager tingene lidt mere alvorligt – og det kan jeg godt lide. Det må de gerne, men det er også fordi, der har været en tryghed og beskyttelse omkring dem, og de bruger ikke den samme morbide humor, som vi gør. Men det var igen også, fordi min generation oplevede meget, der var svært – og det er tit de folk, der oplever noget svært, der vælger latteren som våben i stedet for tårer.”

Du kan læse mere om Hellas tanker om generationsforskelle under P: panik og R: relationer.

”Jo mere man tror, man kan kontrollere noget, jo dårligere går det. Det er meget bedre bare at forberede sig på alt muligt. At have nogle ekstra trusser i tasken, vådservietter, nogle gode solbriller og en vandrestav.”

K: Kontrol

Med årene er det blevet tydeligt for Hella, at man ikke kan forvente at have kontrol over noget som helst – og det er måske faktisk også bedst sådan, for ellers bliver alting for kedeligt og forudseligt: ”Jeg har en regel med, at jeg kan planlægge så og så mange procent og resten, der bliver jeg nødt til at tage den på dagsform, og så må vi se, hvad der sker,” lyder det fra Hella, der fortsætter:

”Jo mere man tror, man kan kontrollere noget, jo dårligere går det. Det er meget bedre bare at forberede sig på alt muligt. At have nogle ekstra trusser i tasken, vådservietter, nogle gode solbriller og en vandrestav.”

I stedet for at blive irriteret over, at tingene ikke går som planlagt, ser Hella det som et udviklingspotentiale, hvor man kan lære noget nyt: ”Nogle gange kan man sige, at det ikke blev, som man havde håbet. Og så kan det da godt være, at man bliver skuffet, men hvis man bagefter kigger det igennem, så var det måske også lige der, man lærte et eller andet nyt om sine egne ressourcer eller sit eget reaktionsmønster.”

Og selvom man ikke 1:1 kan forvente den ferie, man har noteret ned i Excel-arket, så er det ifølge Hella vigtigt ikke at gå i panik.

Du kan læse mere om Hellas tanker om panik under P.

P: Panik

At Hella tager livet og dets udfordringer, som de kommer, er efterhånden blevet slået godt og grundigt fast gennem dette Hella-leksikon. Én måde at komme helskindet gennem livets uforudsigeligheder på er ved at være optimist. Hella er optimist, og det er et valg, hun har taget. Hun siger, hun godt ved, at nogle mennesker har et lysere sind end andre, og at det derfor kan komme mere naturligt til nogle ikke at gå i panik:

”Når man sidder og er spærret inde i en elevator, er der nogen, der går i panik, og så er der også nogen, der skal sige, ”ja, men vi skal nok komme ud, og nu tager vi det roligt, hold min hånd, og så prøver vi at få styr på vejrtrækningen”.”

Men udover at det, ifølge Hella, er et bevidst valg at være optimist, mener hun også, at der – ligesom med humor – er en forskel i, hvordan man håndterer tingene afhængigt af ens alder: ”Det er kun unge mennesker, der kan stå i FN og råbe, at ’I want you to panic’, som Gretha Thunberg. Det er kun fordi, hun er et barn, hun fik lov til det.

Det er jo ikke noget, en voksen gør. Det går jo ikke. Der er ikke nogen, der skal gå i panik. Man må aldrig gå i panik. Panik har aldrig gjort noget godt for nogen. Det har aldrig løst nogen problemer. Det har aldrig slukket en brand. Det har aldrig ændret noget. Nej, vi kan da gøre alt muligt andet, men vi skal ikke gå i panik”.

Med fare for, at Hellas udtalelser om den yngre generation har fået hende til at lyde som en boomerdæmon fra Den Gamle Ordning, som hun selv kalder det, henledes læserens opmærksomhed på Hellas tanker om relationer under R – her bliver der nemlig talt om vigtigheden af at bygge bro mellem generation og aldersspænd.

R: Relationer

Menneskers væren i verden er bygget op af relationer; helt fra starten af livet i relationen mellem barn og forældre og gennem hele tilværelsen med venner, familie, bekendtskaber og sågar folk man ikke personligt kender fx i relationen læser og forfatter. Alle relationer går begge veje, og for Hella er det vigtigt, at de mennesker, hun er i relation med som modtagere af hendes bøger, film, foredrag osv., ser det som et kommunikationsprojekt:

”Ligesom når man laver et stort tag-selv-bord, og man går en tur og kommer tilbage, så er det dejligt, hvis de har spist lidt af det hele. Taget lidt fra alle fadene, og så opdager man, at det der med søpindsvineragouten, man har lavet, den har folk ikke forstået. Nej, og det kan jeg sgu egentligt også godt forstå. Så smider vi den ud. Den tager vi ikke med næste gang.”

Hun understreger, at det ikke er fordi, folk behøver at være enige med hende. Hun ser det endda som noget positivt, at mennesker udfordrer hinanden på en måde, hvor man kan blive ved med at udvikle sig gennem livet: ”Jeg har både venner, der er ældre og yngre end mig. Det er meget vigtigt for mig, at vi bliver ved med at insistere på at interessere os for hinanden og forstå hinanden ud fra de erfaringer og forudsætninger, vi hver især har.”

Ifølge Hella er vores samfund i høj grad opbygget på en måde, hvor vi går i grupper; de unge synes, at de gamle er nogle idioter, der har ødelagt planeten, og de gamle synes, at de unge er så skrøbelige. Og nok så boomer-kliché, som det lyder, så er det vigtigt for Hella, at der opstår lidt rystelser i de små individuelle ekkokamre:

”Det er jo ikke konsensus, der driver os fremad. Det er jo, når vi er uenige om noget, og lytter til hinanden og forstår hinanden, og alle ændrer lidt holdning til tingene, så kan man måske lige pludselig få udvidet sin verden. Og jeg vil blive ved med at insistere på, at vi skal i dialog med hinanden.”